Grib mulighederne i Indonesien

Pressemeddelelse

København, 23 marts 2018 – Atradius til danske fødevareeksportører: Grib mulighederne i Indonesien

Indonesien er et højvækstmarked, som inden for få år vil være verdens sjettestørste økonomi og derved større end Brasilien og Rusland. Det åbner op for gyldne muligheder for danske eksportører  - og det er især fødevareeksportører, der står til at kunne høste den største gevinst.

Høj økonomisk vækst, stærk befolkningstilvækst, voksende middelklasse, relativt veluddannet befolkning og stærk købekraft. Det er nogle af de karakteristika, der beskriver den udvikling, Indonesien befinder sig i, og som er grobund for de enorme muligheder, som også danske fødevareeksportører har i landet, påpeger kreditforsikringsselskabet Atradius i en ny rapport.

Indonesiens BNP ventes at stige med 5,2 pct. i 2018. Og ifølge Atradius vil landets fødevaresektor vokse med 7-8 pct. i 2018. Størst vil efterspørgslen være efter fx mejeriprodukter, æg og hvede. Men også fødevareteknologi og -emballage, mejeriudstyr, fodermaskiner og slagteriudstyr er oplagte eksportvarer til et land, som i stigende grad prioriterer fødevaresikkerhed og selvforsyning.

”Indonesien har i disse år medvind på alle de vigtige parametre, og det vil være oplagt for mange danske eksportører at tænke Indonesien ind i eksportstrategien. Virksomheder i hele verden står på spring til at udnytte sådanne muligheder, og dem, der gør det klogest, bliver morgendagens eksportvindere”, siger Jørgen Lund Lavesen, adm. direktør i Atradius, der kreditforsikrer over 20 pct. af dansk vareeksport.

Alene en voksende befolkning og middelklasse betyder, at der er flere munde at mætte og flere penge at importere og producere fødevarer for, påpeger direktøren.

Sidste år landede Danmarks samlede vareeksport til Indonesien på 817 mio. kr., ifølge statistik fra Eurostat. Og der er potentiale for, at det tal kan stige betydeligt i de kommende år, vurderer Atradius.

Mens mange højvækstlande er afhængige af USA og Kina, og derved er følsomme over for kommende stramninger i amerikansk pengepolitik, udsving i dollarkursen og svækket økonomisk vækst i Kina, er situationen anderledes i Indonesien. De høje vækstrater er i høj grad drevet af et stærkt privatforbrug og langsigtede investeringer, der gør landet relativt robust over for eksterne chok.

Mens Kina er et stort og interessant marked, er det også relativt volatilt, og det kan som udenlandsk virksomhed være en udfordring at få betaling for sine varer. Derfor kan det at inkludere Indonesien i eksportstrategien være med til at give stabilitet i eksport til regionen.

Petr Racek, der er Atradius’ chef for kreditvurdering i Sydøstasien og derved følger kreditværdigheden blandt indonesiske virksomheder nøje, understreger, at eksportmulighederne fremstår attraktive i Indonesien sammenlignet med øvrige udviklingslande i regionen:

”Evnen og viljen til at betale regninger er relativ høj blandt indonesiske virksomheder, og der er gode muligheder for at handle på kredit, hvilket gør Indonesien til et interessant land for udenlandske virksomheder. Der er dog en anden betalingskultur, der stiller krav til, at man som eksportør tager sine forholdsregler for at navigere uden om de dårlige betalere, siger Petr Racek og referer derved til Atradius’ informationsdatabase Atrium, som rummer kreditinformation om 240 mio. virksomheder i hele verden.

Atradius kan på baggrund af årtiers betalingshistorik være med til at udpege, hvilke kunder der er gode at handle med, og hvem man bør holde sig fra.

Ansvarsfraskrivelse

Oplysningerne heri er udelukkende informative og må ikke bruges til andre formål. Se venligst den aktuelle police eller den relevante produkt- eller serviceaftale for de gældende betingelser. Intet heri medfører nogen rettighed, forpligtelse eller ansvar på vegne af Atradius, herunder enhver forpligtelse til at foretage due diligence af købere eller på dine vegne. Hvis Atradius foretager en due diligence vedr. en køber, er det for egne forsikringstekniske formål og ikke til fordel for den forsikrede eller nogen anden person. Ydermere må Atradius eller dets tilknyttede virksomheder eller datterselskaber ikke på noget tidspunkt være ansvarlig for direkte, indirekte, konkret dokumenterede tab eller følgetab, der måtte opstå som følge af brugen af udtalelserne i denne information